Den 29. maj skete det, der ikke måtte ske, på Heysel Stadion i Belgien. En time før starten på European Cup finalen i 1985 mellem Liverpool og Juventus opstod der en sikkerhedsbrist, da en stor gruppe Juventus fans flygtede væk fra Liverpool fans, der trængte sig ind på deres sektion på Heysel Stadion. De sagesløse fans blev presset mod en væg, der i sidste ende kollapsede, og konsekvenserne var fatale: 39 fans døde mens 600 blev sårede. Det var en sort dag i fodboldhistorien, eller som en berømt dokumentar om tragedien beskrev det i 2005: ‘The Day Football Died’.
34 Liverpool fans blev anholdt i kølvandet på tragedien, og over de kommende år blev de retsforfulgt i Belgien. I sidste ende blev fjorten af dem dømt for manddrab. Katastrofen på Heysel Stadion havde også store konsekvenser for engelsk fodbold, da UEFA udelukkede alle engelske hold fra de europæiske klubturneringer på ubestemt tid.
Baggrund om Heysel Stadion tragedien
Fodboldvolden var på kraftig fremmarch i England i 1980’erne. Det var på ingen måde et fænomen, som udelukkende kendetegnede Liverpool fans, men et problem som gennemsyrede den engelske fodboldkultur. De berygtede engelske hooligan firms var opstået i 1970’erne og trak ugentlige overskrifter. Særligt slemt gik det, når engelske hooligans rejste ud i Europa for at følge deres hold. Strømmen af vold, ødelæggelse og ballade efterladt af de engelske fans gav navn til den engelske syge. Det var et omdømme, som engelske fans skulle bruge årtier på at komme af med det.
Graden var selvfølgelig mindre end de tragiske begivenheder ved Heysel Stadion. I 1983 blev 150 engelske fans anholdt i Luxembourg efter omfattende optøjer, mens en Tottenham-kamp i Rotterdam resulterede i 30 indlæggelser på hospitalet. Liverpool fans var også involveret i flere voldsomme episoder, blandt andet året forinden, da de spillede European Cup finale mod AS Roma i Rom. Liverpool vandt finalen, men festen blev ødelagt af omfattende slåskampe, knivstikkeri og optøjer i byen. Det var primært frustrerede Roma-fans, der var gået til angreb, men de medrejsende Liverpool fans var på ingen måde uskyldige. Volden ved European Cup finalen i 1984 blev senere set som et varsel om præcist hvor galt, det kunne gå. Og galt gik det, året efter.
Allerede før European Cup finalen på Heysel Stadion, havde der været kritik af afholdelsen. Liverpool protesterede højlydt over, at kampen skulle afvikles på et faldefærdigt belgisk stadion, når der var moderne alternativer til rådighed. Protesterne blev afvist af UEFA, som inddelte stadion i to forskellige sektioner – én til Liverpool og én til Juventus. Der var ca. 60.000 mennesker til stede på dagen med 25.000 tildelte billetter til hvert holds medrejsende fans.
Urolighederne begyndte ca. en time før den annoncerede kampstart. Sektion X var fyldt med Liverpool fans, mens nabo-tribunen Sektion Z var en neutral sektion, der i teorien skulle indeholde lokale, belgiske fans. De mange italienere i Belgien og videresalg af billetter gjorde imidlertid, at sektionen var pakket med Juventus fans. Der var derfor kun få meter mellem Liverpool og Juventus fansene, efter de blev lukket ind på stadion.
Der udviklede sig hurtigt tumulter, da der blev kastet flasker og romerlys mellem sektionerne fra begge sider. Adskillelsen mellem de to tribuner brød sammen og katastrofen fik nu frit løb. De mange Juventus fans bevægede sig væk fra området mellem de to sektioner og mod enden af Sektion Z, hvor de med jagtende Liverpool fans i hælene prøvede at forcere en mur. Men menneskemængden var for stor, og muren brød sammen, mens andre fans blev mast af presset. 39 mennesker døde mens 600 blev sårede.
Efter Heysel Stadion tragedien
I dagene efter lykkedes det britisk politi at gennemgå det videomateriale, som var tilgængeligt fra minutterne op til katastrofen. Udover videomateriale var der også billeder tilgængelige, hvilket alt sammen blev afgørende i de retssager, der senere blev ført. I alt var der 34 anholdelser baseret på materialet, hvoraf 26 endte med at blive sigtet for manddrab. 14 af dem endte med at blive dømt.
Det var dog ikke kun Liverpool fans, der blev retsforfulgt efter Heysel. To højtstående politi-folk, som var ansvarlige for sikkerheden på dagen, blev begge sigtet for grov uagtsomhed. Den ene, Michael Kensier, blev frikendt i den følgende retssag, mens Johan Mahieu, som var ansvarlig for sikkerheden i den sektion af stadion, hvor tragedien fandt sted, fik tilkendt en straf på 9 måneder. Også direktøren for det belgiske fodboldforbund, Albert Roosens, fik en straf på seks måneder. Han havde udvist grov uagtsomhed ved at tillade, at hundredvis af billetter til Liverpool-delen af stadion blev solgt til Juventus fans.
Engelske hold udelukkes fra europæiske turneringer
Da tog ikke lang tid at placere det overordnede skyldsspørgsmål hos Liverpools fans, og UEFA kunne derfor reagere hurtigt. Tragedien kastede en lang og mørk skygge over de engelske klubhold, der d. 2 juni blev udelukket på ubestemt tid fra alle europæiske klubturneringer. De engelske hold kunne fortsat spille venskabskampe i udlandet, om end Belgien gik skridtet videre og forbød indrejse for alle engelske klubber.
Udelukkelsen var dybt problematiske for de engelske klubber, der i de forgangne år havde lukreret på de økonomiske gevinster i europæisk fodbold. Det var dyrt for klubberne at betale spillernes kontrakter, og mange spillere søgte væk fra England for at spille i andre ligaer. Med tiden begyndte både klubberne og FA at argumentere for at holdene igen skulle have adgang til de europæiske turneringer.
Med tiden lykkedes projektet, og i 1990-91 var der igen engelske hold i de europæiske turneringer. Liverpool var fortsat udelukket, men også her skete der en opblødning. Fra 1991/1992-sæsonen kunne Liverpool igen spille europæisk fodbold efter seks års karantæne i kølvandet på Heysel tragedien.
Engelsk fankultur efter tragedien på Heysel
Mange ser Heysel tragedien som kulminationen på en fodboldkultur i England, som var løbet helt ud af kontrol. På den hjemlige front satte man nu fokus på sikkerhedsforholdene i forbindelse med fodboldkampe. De engelske klubber tog selv initiativ til at udelukke fans fra fremtidige kampe, hvis de lavede ballade under kampene. Det var et skridt på vejen mod mere sikre forhold på stadion, men den tidsbegrænsede karantæne på 3 måneder blegner hurtigt, når man sammenligner med nutidens tiltag.
I virkeligheden var det ikke før Hillsborough Tragedien i 1989, at man begyndte at optimere sikkerhedsforholdene på de engelske stadions. Efter en stærk opfordring fra den berømte Taylor Report blev der indført siddepladser på alle engelske stadions. Forbuddet mod ståpladser var gældende i alle de engelske fodboldligaer, om end klubberne fik fire år til at implementere skiftet.