Hillsborough Tragedien

Der var kridtet op til en fodboldfest af de helt store, da Liverpool og Nottingham Forrest i 1989 mødtes i FA Cup semifinalen. På linje med datidens tradition skulle kampen spilles på et neutralt stadion, Hillsborough, der til daglig var hjemmebane for Sheffield Wednesday. Fodboldfesten udeblev, og den 15. april 1989 blev i stedet kendt for noget helt andet: Hillsborough tragedien og den største tragedie i engelsk fodbolds historie.

Det retslige forløb efter Hillsborough tragedien

I April 2009 skete det, som de efterladte og pårørende fra katastrofen havde ventet på i tyve år. Den britiske regering nedsatte Hillsborough Independent Panel, som var en politisk udpeget kommission, der skulle undersøge hændelsesforløbet omkring Hillsborough tragedien. Udvalget var klar med sin færdige rapport tre år senere.

Konklusionerne fra Hillsborough Independent Panel var klare og tydelige: Politiet havde dækket over sine egne misgerninger på dagen, samtidig med at de grundløst havde beskyldt Liverpool-fansene for at være ansvarlige for dødsfaldene. Det var også et gennemgående tema i den lange rapport, at politiet havde brugt store ressourcer på at forfalske vidneudsagn, eksempelvis dem som havde udtrykt kritik af politiets håndtering.

Det var derfor ikke nogen stor overraskelse, da den uafhængige politianklagemyndighed få uger senere annoncerede, at der ville komme et retsligt efterspil. Man gik nu i gang med ny indsamling af information, afhøringer og gennemgang af beviser. I april 2016 kom der en endelig dom over politiets håndtering af Hillsborough.

Dommen sagde klart og tydeligt, at politiet var skyldig i uagtsomt manddrab. De Liverpool-fans, der i årtier var blevet beskyldt for selv at have været skyldige i Hillsborough katastrofen, blev dermed fritaget for alt ansvar. Domsafsigelsen blev mødt af eufori blandt overlevende og efterladte, hvis kamp endeligt var blevet belønnet med retfærdighed.

Hillsborough og The Sun

De fleste har nok mødt en Liverpool-fan, som sværger til at afsky tabloidavisen The Sun. Det er ikke en kontrovers, som stammer fra det lave journalistiske niveau, men fra avisens mangelfulde og dybt kontroversielle dækning af Hillsborough katastrofen. The Suns dækningen af katastrofen udløste et øjeblikkeligt fald i avisens popularitet i Liverpool og det nordlige England, og selv i dag nægter mange Liverpool fans at have noget med avisen at gøre.

På trods af at hændelsesforløbet på ingen måde var blevet klarlagt, gik The Sun i offensiven med en forside blot fire dage efter katastrofen, hvor de påstod at afdække ‘Sandheden’. Artiklen indeholdte flere ukorrekte informationer og deciderede løgne, som alle bidrog til at portrættere voldelige Liverpool-fans som ansvarlige for dødsfaldene. The Sun har sidenhen beklaget deres dækning af katastrofen, senest under overskriften ‘Den Virkelige Sandhed’ efter Undersøgelseskommissionen færdiggjorde sit arbejde i 2016. Det betyder dog ikke, at der er nogen kærlighed mellem Scousers og The Sun: Avisen er stadig dybt hadet på Merseyside, og for mange er en fortsat boycot slet ikke til diskussion.

Den kontroversielle avisforside fra The Sun, fire dage efter Hillsborough.

Dokumentarfilm om Hillsborough tragedien

Den seneste dokumentarfilm om Hillsborough katastrofen, Hillsborough, blev udgivet i 2014 i samarbejde mellem amerikanske ESPN og britiske BBC. Filmen portrætterer katastrofen fra start-til-slut samt det kontroversielle efterspil. Da den politisk udpegede kommission stadig var i gang med at undersøge forløbet på daværende tidspunkt, gik der yderligere to år, før filmen kunne blive vist i Storbritannien. Det skete i 2016.

Filmen blev også vist på danske tv-kanaler under navnet Tragedien på Hillsborough. Anmeldelserne har generelt været positive, og dokumentarfilmen er i dag bredt anerkendt som en af de mest autoritative beskrivelser af hændelsesforløbet ved Hillsborough. Filmen har især høstet roser for at inddrage så mange af de personlige skæbner, der blev mærket og traumatiseret af Hillsborough, og politiets efterfølgende forsøg på at negligere eget ansvar. Det gælder ikke kun overlevere fra katastrofen, men også de efterladte og pårørende, der i årtier modsatte sig den officielle forklaring fra politi og myndigheder.

Læs mere om Hillsborough tragedien

Der er skrevet meget om Hillsborough katastrofen på både dansk og engelsk. Nedenfor har vi samlet nogle af de bedste artikler, som både afdækker forløbet og diskuterer de politiske og kulturelle konsekvenser af katastrofen:

Spørgsmål og svar om Hillsborough tragedien

  • Hvad betyder Justice for the 96?

Justice for the 96 betyder kort sagt ‘retfærdighed for de 96 ofre’. Det blev et kendt slogan blandt Liverpool-fans og i den store folkelige bevægelse, som arbejdede for at få klarlagt det virkelige hændelsesforløb ved Hillsborough og bringe de ansvarlige for retten.

  • Hvem var skyld i Hillsborough tragedien?

Juryen færdiggjorde sit arbejde i 2016 og konkluderede, at politiet var skyldige i uagtsomt manddrab. Den frikendte dermed de mange fodboldfans, som i eftertiden var blevet påduttet skylden af politiet og de engelske myndigheder.