Alt om Emirates Stadium – Arsenals hjemmebane

Arsenal fik ny hjemmebane i 2006, da man rykkede ind på Emirates Stadium. Det blev samtidig et farvel til det legendariske Highbury, hvor Arsenal fans i generationer havde nydt store triumfer. Emirates Stadium skulle gøre plads til flere Arsenal fans og samtidig gøre klubben konkurrencedygtig økonomisk, hvor man var begyndt at falde bagud i forhold til Manchester United.

Nedenfor kan du læse mere om historien bag skiftet fra Highbury til Emirates Stadium, hvordan du kommer til Emirates Stadium og hvad en Emirates Stadium rundvisning indeholder. God fornøjelse!

Fakta om Emirates Stadium:
  • Hold: Arsenal F.C.
  • Kapacitet: 60.260
  • Åbnet: 2006

Fra Highbury til Emirates

Arsenal åbnede første gang dørene til Emirates Stadium i 2006, men det var kulminationen på en årelang proces, hvor klubben havde søgt et nyt hjem. I mange år lignede det endda, at Arsenal ville blive ved det oprindelige Highbury, som de håbede på at kunne rive ned for så at bygge et nyt stadion. Men hvad var problemet med det gamle Highbury?

Som udgangspunkt var der ikke noget problem med Highbury, der i sine bedste dage havde kunne huse 70.000 tilskuere. Problemet opstod i 1980’erne, da stadionkatastrofer som Heysel og Hillsborough skabte kritik mod datidens ståpladser. Det var i hvert fald et område som det engelske fodboldforbund og myndighederne tog fat i, da de ville sikre sig, at sådanne katastrofer aldrig kunne ske igen.

Det blev besluttet fra politisk hold, at samtlige stadions i England skulle have siddepladser, de såkaldte ‘all-seater’ stadions. Arsenal imødekom ønsket og gennemgik en større renovation i 1992-93 sæsonen, men stadionrenovationen skabte lige så mange problemer, som den løste. Nok havde Arsenal held med ombygningen, men den reducerede også stadionkapaciteten til ca. 38.000 tilskuere. I en tid hvor fodboldens kommercielle apparat arbejdede på fuldt tryk, og hvor klubberne så en stor potentiel indtægtskilde i flere tilskuere og dyrere billetpriser, var situationen kritisk for Arsenal.

Arsenal havde nu to realistiske muligheder: Enten kunne man lave en gennemgribende renovation af Highbury, der indebar at man rev hele stadion ned og byggede et nyt. Eller man kunne kigge sig om efter et nyt stadion et andet sted. Begge muligheder blev afsøgt.

Et nyt Arsenal stadion ved Highbury lignede længe den mest realistiske løsning, men planerne blev mødt af modstand i lokalsamfundet. Det nye stadion skulle være større, og det ville kræve nedrivning af huse, som lå tæt op af Highbury. Det er ofte sådanne udfordringer, som blokerer for nye engelske stadions, og det var heller ikke et projekt, som Arsenal lykkedes med at trumfe igennem.

Man kiggede sig derfor om efter et nyt stadion – og et nyt hjemsted. I 1998 placerede Arsenal et officielt bud på Wembley, som var blevet sat til salg, men projektet blev mødt med protester fra det Engelske Fodboldforbund og andre aktører. Året efter trak Arsenal deres bud på Wembley tilbage, og de måtte dermed starte forfra i jagten på et nyt stadion.

Arsenal hjemmebane kapacitet

Den officielle kapacitet på Arsenals hjemmebane Emirates Stadium er 60.260 tilskuere. Det primære formål med Emirates Stadium var at gøre plads til flere fans, og man endte da også med at bygge det største stadion i London, selvom man sidenhen er blevet overhalet af både West Ham og rivalerne fra Tottenham.

En anden ambition med Emirates var at bygge et stadion, som kunne bruges til andet end fodbold. Emirates Stadium er derfor blevet brugt til både koncerter og andre begivenheder. Her kan kapaciteten øges til 72.000 tilskuere, da man ikke er underlagt de samme sikkerhedskrav, som er gældende ved fodboldkampe.

  • Emirates Stadium kapacitet til fodboldkampe: 60.260
  • Emirates Stadium kapacitet til andre begivenheder: 72.000

Tilskuerrekord Emirates Stadium

Arsenals officielle tilskuerrekord er på 60.161 og stammer fra en Premier League kamp mellem Arsenal og Manchester United i 2007. Stadions når sjældent den fulde kapacitet til en enkelt kamp, da der altid vil være fans, som ikke møder op. Generelt set har Arsenal dog ingen problemer med at sælge deres billetter, og Arsenal sæsonkort er ekstremt eftertragtede. Der står på nuværende tidspunkt mere end 40.000 Arsenal fans på venteliste til et sæsonkort.

Emirates Stadium Rundvisning

Med en Emirates Stadium rundvisning kommer du bag kulissen på Arsenals ikoniske hjemmebane for £27. Rundvisningen foregår uden guide – du får i stedet udleveret et par Arsenal høretelefoner, som du tilmed får lov at beholde! Her kan du selv vælge mellem forskellige Arsenal legender, som har indtalt deres betragtninger fra turen rundt på Emirates Stadium. Med en Emirates Stadium rundvisning kommer du hele vejen rundt: Du besøger blandt andet omklædningsrummene, spillertunnellen og presserummet. Når du køber en billet til en Emirates Stadium rundvisning er den gældende i 3 måneder, hvorefter det er op til dig, hvornår du vil bruge den. Det er en populær ordning, som giver dig rigeligt med fleksibilitet, når du skal planlægge turen til London. Billetten til £27 inkluderer:

  • Stadionrundvisning
  • Adgang til Arsenal Museum
  • Et certifikat
  • Arsenal høretelefoner

Emirates Stadium Transport og Station

Emirates Stadium er blandt de mest tilgængelige fodboldstadions i London. Der er tre undergrundsstationer tæt ved stadion: Arsenal, Finsbury Park og og Highbury & Islington. Derudover er en del busser, som enten stopper ved Emirates eller meget tæt på.

  • Arsenal (Piccadilly Line). 3 minuters gang til Emirates Stadium.
  • Finsbury Park (Victoria Line og Piccadilly Line). 10 minutters gang til Emirates Stadium.
  • Highbury & Islington (Victoria Line). 10 minutters gang til Emirates Stadium.

Med tre stationer lige i nærheden af stadion, er undergrunden den hurtigste måde at komme frem på. Flere af stationerne er også forbundet med de normale tog: Du kan tage Great Northern Rail til Finsbury Park samt North London Line og Great Northern Line til Highbury & Islington.

Spørgsmål og svar om Emirates Stadium

  • Har Arsenal det største stadion i London?

Med en kapacitet på 60.260 var Emirates Stadium det største fodboldstadion i London, da det åbnede i 2006. Man er sidenhen blevet overhalet af både West Ham og Tottenham.